Valg af platform

Når man skal i gang med Marketing Automation (MA), er udgangspunktet at finde den rigtige software-platform at arbejde i, evt. i kombination med nogle mindre specialværktøjer.

Til det er 3 ting afgørende at klarlægge:

  • Virksomhedstypen

  • Hvor langt er virksomheden på den digitale rejse

  • Virksomhedens mål

Platformen afgør, hvilke muligheder man har, og derfor er det vigtigt at arbejde i den rigtige platform fra start, da det oftest kræver mange ressourcer at skifte platform.

Førhen var tendensen at samle alle funktioner i store software-løsninger, der kunne det hele og krævede IT-ansatte for at kunne bruge det. Systemerne var ofte tunge, langsommelige og sjældent hverken agile eller let tilgængelige for marketing-ansatte.

Naturligvis kan de enorme udbydere i nogle tilfælde stadigvæk være den rigtige løsning. Billedet har dog ændret sig meget og software-industrien er i dag en milliardindustri, der spåes til kun at stige og faktisk næsten fordoble sin omsætning i de kommende år.

Det betyder også, at der hver dag tilkommer flere og flere platforme, der mestrer specifikke problemstillinger inden for CRM, pop-ups, personalisering, on-site adfærdstilpasning, smart-betaling, og mange andre relevante og brugbare funktioner. Det vurderes at der i dag er over 10.000 forskellige software platforme at vælge imellem. De kommer i alle versioner og prisniveauer – fra gratis til flere hundrede tusinde kroner om måneden i driftsomkostninger. Derfor er min erfaring, at det nærmest er umuligt at danne sig et overblik over de forskellige muligheder.